Installation af Quooker: Sådan gør du

Installation af en Quooker kan finde sted i alle vaskeskabe, hvor der er en vandforsyning og eltilslutning. Det er forholdsvis simpelt at installere din Quooker selv, når du følger installationsvejledningen trin for trin.

I forbindelse med installation af en Quooker er det vigtigt, at der er en lovlig jordet stikkontakt (230V) og vandforsyning i køkkenskabet, hvor Quookeren skal stå. Hvis den jordede stikkontakt under vasken allerede er i brug af en opvaskemaskine eller lignende, kan du tilkøbe en energifordeler i vores webshop. Med en energifordeler kan du dele strømmen mellem de tilsluttede enheder, så dit relæ ikke slår fra.

Hvis du (som 85% af befolkningen) køber en Quooker i forbindelse med køb af et køkken, så ordner køkkeninstallatøren normalt installationen.

Alternativt kan du få en af vores teknikere eller en VVS-installatør til at hjælpe dig med at installere din Quooker, så du er sikker på, at den bliver monteret korrekt.

Læs også: Hvad koster en Quooker – til nyt og gammelt køkken

 

Inden du installerer din Quooker, skal du på forhånd være sikker på, at der er tilstrækkelig plads i køkkenskabet til Quooker-beholderen. Det er ofte muligt at bore et hul i bunden af skabet, så du også får sokkelhøjden med, hvis det kniber med pladsen. Quooker-beholderne er dog ikke særlig store, så generelt er det ikke noget problem med plads til beholderen. Når du installerer beholderen, bør du desuden tage højde for, at der skal være adgang til den i forbindelse med eftersyn og vedligeholdelse.

 

Find mål på de forskellige Quooker-beholdere her. 

 

6 trin og Quooker er klar til brug

After Sales Manager Brian G. Christensen guider dig her til, hvordan du monterer din Quooker ved at følge seks simple trin – det eneste du skal bruge er en svensknøgle og installationsmanualen, som fulgte med i købet af din Quooker.

Du skal regne med, at installationen tager fra 20 minutter og op – afhængig af din tekniske snilde og hvor svært det er at komme til, samt om der skal fjernes en gammel installation først. I bunden af artiklen kan du hente længere installationsvejledninger til de forskellige Quooker-haner og -beholdere.

 

  1. Klargøring
    Start med at slukke for vandet under køkkenvasken. Det gør du typisk ved at dreje på den lille ballofix. Herefter skruer du de slanger af, der går fra vandhanen og ned i ballofixen.
  2. Skru den gamle hane af
    Du skal nu skrue den gamle hane af og tage den op. Det er ikke nødvendigt at bore et nyt hul, da Quooker-hanen har standardmål og passer i det gamle hul.
  3. Tilslut Quooker-hanen
    Monter vandslangerne ind i den nye hane, og tilslut dem igen vandforsyningen under vasken. Du spænder derefter hanen fast i bordpladen eller vasken med en enkelt møtrik, som følger med i installationspakken.
  4. Monter Quooker-beholderen
    Nu skal magien tilsluttes selve beholderen. Quooker-beholderen tilsluttes under vasken. Vær i denne forbindelse opmærksom på, at en Quooker-beholder skal stå på højkant. Mangler du en smule plads, kan du eventuelt bore et lille hul i bunden af skabet, så du også får sokkelhøjden med. Monter først t-stykket som vist i installationsvejledningen, og tilslut derefter beholderen. I forbindelse med dette trin er det en god idé at læse den fulde installationsvejledning, som fulgte med i dit køb – og som du også finder længere nede i denne artikel.
  5. Tilslut strøm
    Quookeren er forsynet med et tre-polet strømkabel inklusive jord, som ifølge stærkstrømsreglementet skal tilsluttes. Derudover skal beholderen tilsluttes en el-installation, som er sikret med minimum 10A. Har du allerede en opvaskemaskine eller lignende, kan du købe en energifordeler til din Quooker, som gør, at de to apparater kan dele strømmen. På den måde undgår du, at sikringerne springer, og strømmen slår fra, og da Quooker kun taber én grad i temperatur i timen, skal der gå over 10 timer, før vandet i beholderen ikke længere er kogende. Og så længe kører en opvaskemaskines varmelegeme slet ikke. Du vil derfor uden problemer kunne have både opvaskemaskine og Quooker tilsluttet den samme strømkilde. Du kan købe en energifordeler i vores webshop.
  6. Fyld vand på beholderen
    Så er du nået til det sidste skridt i installationen af din Quooker. Du skal nu åbne for vandet igen på den samme ballofix, som du brugte til at lukke for vandet i første trin. På toppen af beholderen finder du en tænd-/sluk-knap formet som et Q. Tryk på den, og beholderen vil blive fyldt med vand, derefter  vil det tage omkring 10 minutter, før vandet er kogende. Det er en god idé at lade vandet løbe en smule første gang, du bruger din Quooker, da det første vand kan indeholde små sorte nister, der stammer fra det aktive kulfilter HiTAC. Filteret renser vandet for urenheder som okker og klor, så du altid kan nyde sterilt drikkevand uden nogen former for bismag.


Installationsvejledning: Fushion-, Nordic- og Flex-haner

Det er vigtigt, at du følger den korrekte installationsvejledning, når du monterer eller skifter din Quooker. Du får den korrekte vejledning med, når du køber din Quooker, men du kan også finde installationsvejledningen her:

 

Installationsvejledning: standardhaner

 

Installation af reservedele og ekstraudstyr

Køber du reservedele eller ekstraudstyr på et senere tidspunkt, kan du også selv montere disse. Her følger nemlig også en trin for trin-vejledning og et installationssæt med.


Læs mere om reservedele her.

 

QUOOKER SUPPORT

RING TIL OS På
70 25 20 40
ÅBNINGSTIDER

OBS: Quooker holder lukket 4.-5. oktober 2018. Alle andre hverdage er vores åbningstider som følger:

Åbningstider Service
Telefon & Drive in shop:
Man-tors: 8.15 - 16.00 
Fredag: 10.00 – 15.00

Åbningstider adminstration: 
Man-tors: 9.00- 16.00 
Fredag: 10.00-15.00