<img height="1" width="1" style="display:none;" alt="" src=https://ct.pinterest.com/v3/?event=init&tid=2612637445780&pd[em]=<hashed_email_address>&noscript=1 />

Blinkende Quooker indikerer fejl

2 blink

Din Quooker kan gå i en fejltilstand, hvor den står og blinker og det kan den gøre både på hanen og på beholderen. Hvis den blinker i intervaller med 2 blink, betyder det, at der er registreret en kommunikationsfejl imellem hane og beholder.

1: Genstart: Prøv først at genstarte din Quooker. En genstart kan ofte afhjælpe problemet.

2: Tjek stik og ledninger: Kontrollér om det sorte jack-stik sidder korrekt i beholderen (stikket for enden af den tynde sorte ledning fra hanen). Er stikket trykket helt i bund? Det kan føles som om det sidder korrekt selvom det ikke er i bund. Tjek også om der er sket noget med ledningen til stikket. Er den blevet klemt? Er der for nyligt blevet sat noget ind i køkkenskabe/skuffer, der kan have klemt/skubbet til ledning eller stik? Evt. noget, der kun påvirker ledning/stik når lågen/skuffen lukkes? Er ledningen knækket, eller har den siddet i klemme og fået et skarpt buk? Et brud på ledningen kan muligvis repareres på vores værksted, så kontakt os gerne for tilbud på reparation.

3: Rengøring/vedligehold: Hvis ledningen sidder korrekt, og ikke bærer præg af knæk eller brud, kan fejlen skyldes forkert brug af rengøringsmidler, som langsomt har opløst styrebøsning, tæring af materiale der påvirker den induktive sensor, eller opløsning af isoleringen der indkapsler elektronikken. Hvis betjeningsgrebet ("push-turn") går stramt, er det en tydelig indikation på opløsning af styrebøsning eller mangel på rengøring/aftørring. Problemet kan muligvis repareres på vores værksted, så kontakt os gerne for tilbud på reparation.

Hvis ovenstående ikke afhjælper problemet, kan vi hjælpe dig videre, hvis du skriver til os via kontaktformularen.

3+1 blink

Din Quooker kan gå i en fejltilstand, hvor den står og blinker, og det kan den gøre både på hanen og på beholderen. Hvis den blinker i et interval af 3+1 blink, er beholderen stoppet med at varme vandet fordi der registreres en potentiel fejl i vakuum-isolationen. I yderste konsekvens kan det betyde, at beholderen er utæt.

Kig først efter om der er spor efter vand i eller omkring beholderen. Kalkrender på siden af beholderen indikerer også utæthed. Tilse at alle tilspændinger på ind- og udgangsslanger er spændt korrekt. Hvis alt er spændt korrekt og man kan se, at vandet siver inde fra beholderen, skal beholderen skiftes.

Kontrollér også om beholderen er varm på ydersiden. Beholderen må godt være lun i toppen, men hvis beholderen er varm midt på, er vakuum-isoleringen punkteret og beholderen skal byttes.

Hvis beholderen ikke er varm, og der ikke findes tegn på udsivninger, kan du forsøge at genstarte din beholder. Hvis fejlen ikke forsvinder efter tredje genstart eller hvis du konstaterer utæthed / varm beholder, så kontakt os venligst ved at udfylde vores kontaktformular. Så hjælper vi dig med at få byttet, repareret, eller komme videre med fejlsøgningen på din beholder. Fejltilstanden kan også skyldes andre faktorer, som ligger uden for beholderen.

4 blink

Din Quooker kan gå i en fejltilstand, hvor den står og blinker, og det kan den gøre både på hanen og på beholderen. Hvis den blinker i et interval af 4 blink, betyder det at elektronikken registrerer en fejl på beholderen i forbindelse med målingen af temperaturen på vandet.

Fejlen kan ofte nulstilles, ved at give beholderen et ”kuldechok”. Det gøres ved at slukke på beholderens top og tappe alt kogende vand af beholderen. Når vandet ikke længere er kogende, lader man vandet løbe i yderligere 2 minutter således at vandet er helt koldt. Derefter skal du følge vores almindelige nulstillingsprocedure, hvorefter beholderen burde være klar til brug efter ca. 20 minutter. Det kan være nødvendigt at gentage manøvren et par gange.

Hvis ikke fejlen forsvinder efter ovenstående, kan årsagen være kalk, som forstyrrer opvarmning og måling. Vi anbefaler i så fald ombytning af beholderen (SWOP).

Ustruktureret blink

Hvis din Quooker beholder eller hane lyser konstant med korte afbrydelser, er dette ikke en fejl. Det er en indikering af at beholderen lige har været genstartet, og nu er gået i gang med sin opstarts sekvens og efterfølgende opvarmning. Efter 2-3 minutter vil den skifte til konstant lys, forudsat at temperaturen ikke er opnået. Når Quookeren lyser konstant, indikerer det at den er i gang med at opvarme vandet i beholderen. Hvis beholderen har været helt tømt, tager det ca. 10 minutter for en Pro3 beholder og ca. 20 minutter for en Combi/Pro7 beholder.

Hvis lysmønsteret ikke ændrer sig efter 5 minutter, kan det skyldes en fejl i elektronik/ software. Forsøg med genstart og hvis det fortsat ikke ændrer sig, kontakt venligst Quooker After sales ved at udfylde vores kontaktformular.

Pulserende blink - "heartbeat"

Når du har installeret din nye Quooker, vil den blinke i en jævn og pulserende rytme. Dette er helt normalt og er ikke en fejl. De pulserende blink betyder blot, at din Quooker er i standby mode.

CUBE køleenhed kan på tilsvarende vis blinke blåt i en pulserende rytme, hvilket også blot er tegn på, at den er klar til brug.

Konstant lys med korte afbrydelser

Hvis din Quooker beholder eller hane lyser konstant med korte afbrydelser, er dette er ikke en fejl. Det er en indikering af at beholderen lige har været genstartet, og nu er gået i gang med sin opstarts sekvens og efterfølgende opvarmning. Efter 2-3 minutter vil den skifte til konstant lys, forudsat at temperaturen ikke er opnået. Konstant lys indikerer, at beholderen er i gang med at opvarme vandet i beholderen. Det tager op til 10 minutter for en PRO3-beholder at opvarme vandet og op til 20 minutter for en COMBI/PRO7-beholder.

Hvis lysmønsteret ikke ændrer sig efter 5 minutter, kan det skyldes en fejl i elektronik/ software. Forsøg med genstart og hvis det fortsat ikke ændrer sig, kontakt venligst Quooker After sales ved at udfylde vores kontaktformular.

CUBE blinker rødt og bipper

CUBE køleenheden med filter vil efter et års brug begynde at bippe og blinke rødt som på videoen nedenfor. Lyd- og lyssignalet indikerer, at CUBE-enhedens filter skal udskiftes. 

Denne alarm kommer i forbindelse med at du tapper afkølet vand med/uden brus og stopper igen efter nogle minutter.

Du kan slå advarselslyden fra midlertidigt ("snooze") i 72 timer og fortsætte med at bruge CUBE, men det anbefales af hygiejniske årsager at filteret i CUBE udskiftes hver 12. måned.

Læs hvordan du slukker alarmen, køber nyt filter og udfører filterskift i FAQ'en "Hvornår og hvordan udskiftes filteret i CUBE?"