Inspiration til farver i køkkenet: Grib den store farvepalette

Det neutrale, hvide køkken er på retræte. Vi vil have mere drama i boligen, og her får du inspiration til, hvordan du kan arbejde med farver i dit køkken.

Det hvide køkken har unægteligt været en favorit i mange år. Noget tyder dog på, at et opbrud er på vej.

Farvepaletten er blevet større de senere år, og hos køkkenfirmaerne er de heller ikke blege for at inspirere til flere farver i køkkenet. Tendensen er eksempelvis udtrykt i HTH's nye køkkenkollektion "Midnatsblå" og Kvänum Køkkens design "Dalby Hav". Også Boligmagasinet har udråbt blå til den nye farveklassiker i køkkenet, og eksempler på den blå bølge i køkkenet skyller ind over det sociale medie Pinterest.

Fremtiden er altså blå, og det er slet ikke så mærkeligt. Vi har nemlig et særligt forhold til farven herhjemme. Det forklarer arkitekt MAA hos Svane Køkkener, Rolf Birk.

"Blå har altid haft en ret god plads i skandinavisk design. Det er en farve, som vi finder i naturen, i havet og på himlen. Blå taler til os som repræsentant for naturen," siger han.

Det kan være svært at indrette et nyt køkken. Læs også arkitektens 5 bedste indretningstips til køkkenet.

Generelt oplever Rolf Birk, at vi i dag vælger naturlige farver og materialer i vores køkkener. Vi vælger overflader, der kan mærkes, og som føles “ægte”.

"Vi er træt af falske ting og søger tilbage til de naturlige udtryk. Vi har mistet forbindelsen til naturen, og vi kompenserer ved at føre farver og natur ind i boligen," mener arkitekten fra Svane Køkkener.

Det sidder dybt i os, at vi skal kunne lide køkkenet i lang tid, for vi skal have det i lang tid. Sådan er de fleste af os nok bare opdraget, og så bliver det lidt sikkert og konservativt

Knækkede farver i køkkenet

Den blå farve er som udgangspunkt en kold farve, og det passer godt til det blege lys, som vi har på de nordlige breddegrader. Alligevel er det ikke alle nuancer af blå, som arkitekten anbefaler i køkkenet.

"Alt andet end rene farver. Ingen koboltblå eller “grækerblå”. Det skal være en knækket blå, med lidt grå i, som går godt med naturmaterialer," forklarer Rolf Birk.

De grå toner bløder den kolde blå farve op, og ifølge Rolf Birk føler vi danskere os generelt mere trygge ved knækkede farver.

"Det sidder dybt i os, at vi skal kunne lide køkkenet i lang tid, for vi skal have det i lang tid. Sådan er de fleste af os nok bare opdraget, og så bliver det lidt sikkert og konservativt," siger han.

Dit køkken behøver ikke være klassisk dansk og konservativt. Læs vores guide til inspirerende, udenlandske blogs — her er der masser af knald på farverne.

Brug kontraster for at skabe balance

Hvis du er fristet af idéen om et mere personligt og farverigt, nyt køkken, kan du med fordel bruge kontraster for at undgå, at en enkelt farve bliver for dominerende. Det er dog ikke ligegyldigt, hvilken nuance du bruger hvor.

"Køkkenet er en lidt sjov størrelse, fordi det både er et rum og et møbel på samme tid," siger Rolf Birk.

De høje elementer, højskabene, indgår i en rummelig sammenhæng, mens de lave elementer, underskabene og bordpladen, i højere grad opleves som et møbel.

"Og det smitter af på den måde, som vi sammensætter farver," siger Rolf Birk.

Som arkitekt anbefaler han at vælge lyse farver til de høje elementer i køkkenet, fordi det gør rummet lyst. Som kontrast kan du vælge en mørkere farve til lave elementer, som derved træder tydeligere frem. Du kan læse meget mere om, hvordan du bruger farver i køkkenet i vores store inspirationsguide.