Løsninger til køkken-alrummet: Drømmer du om en køkkenø?

Køkkenøen er en god og populær løsning til køkken-alrummet. Her får du alt, hvad du skal vide om den moderne køkken klassiker.

Køkkenet plejede at være gemt væk bag vægge og lukkede døre, men de seneste år er væggene blevet revet ned. Det åbne køkken-alrum med en køkkenø er in, og tendensen ændrer sig ikke lige foreløbigt. Det fortæller indretningskonsulent ved Invita, Kenneth Barfred, som til dagligt guider kunder til at få det mest optimale køkken.

"Kunderne kommer som regel med en “billedfantasi” af, hvordan deres køkken skal se ud, men når vi spørger ind til, hvordan de bruger køkkenet, så kan de godt se, at køkkenet er meget andet end det synsmæssige," siger Kenneth Barfred.

En køkkenø bestående af bordplade med underskabe, uden installationer, er det mest praktiske. Det giver flest anvendelsesmuligheder ved øen

De fleste kommer nemlig hjem sent på eftermiddagen, og så skal der ellers laves lektier og mad, slappes af og måske lidt arbejde skal færdiggøres.

I et køkken-alrum sker alle aktiviteterne i samme rum, og til det formål er køkkenøen en god løsning.

"Køkkenøen giver mere bordplads, flere siddepladser og mulighed for en ekstra arbejdsplads i køkkenet," siger Kenneth Barfred.

Find flere gode løsninger til køkken-alrummet her.

Hvad vil du med din køkkenø?

Skabe, skuffer, køkkenvask, kogeplade eller måske et vinskab. Alt er teknisk set muligt, så det er mere aktiviteterne i køkken-alrummet, som begrænser, hvad du kan have i køkkenøen.

Drømmer du om en kogeø, er der sjældent plads til en arbejds- eller lektieplads ved øen. Placerer du vasken i køkkenøen, kan det være en fordel også at have opvaskemaskinen dér, så du nemt kan skylle service af og sætte det i maskinen uden at trække drypspor over gulvet. Alternativt kan du have to vaske i køkkenet.

Derfor lyder anbefalingen fra indretningskonsulenten, at køkkenøen fungerer bedst, når den ikke indeholder nogle af de faste arbejdsstationer.

"En køkkenø bestående af bordplade med underskabe, uden installationer, er det mest praktiske. Det giver flest anvendelsesmuligheder ved øen," siger Kenneth Barfred.

Den præcise størrelse, udformning og indretning af en køkkenø vil altid være et spørgsmål om dine konkrete behov og ønsker, og hvordan mulighederne rent fysisk er i dit køkken. Derfor præsenterer vi her nogle overordnede retningslinjer, som indretningskonsulenterne bruger, når de rådgiver kunderne.

Læs også indretningsarkitektens bedste tips om, hvordan du skaber harmoni i dit køkkenalrum. 

Køkkenøen i tal
  • Mindstemål: 120 centimeter lang og 90 centimeter bred. Det er meget vigtigt at øen, som er fritstående, ikke tipper, hvilket du undgår med denne størrelse. Samtidig sikrer du, at der er plads til to elementer på hver side af øen.
  • Pladskrav: Minimum 100 centimeter hele vejen rundt om øen, hvis du gerne vil være sikker på, at du kan komme rigtigt til skabe og skuffer, og at din familie kan passere frit.
  • Krav ved vask i øen: Minimum 40 centimeter på den ene side af vasken og 100 centimeter på den anden. Dette giver dig ordentlig afsætningsplads og sikrer god hygiejne med adskilt beskidt og ren zone.
  • Krav ved kogeplade: Minimum 40 centimeter på hver side af kogepladen samt god plads i bredden, dels for at give dig afsætningsplads, men også for at sikre, at stegefedt, sprøjt og løsslupne grøntsager lander på kogeøen og ikke på gulvet.